Sådan måler du dine fødder – og finder barfodssko der passer!

Inden du kan købe det perfekte par barfodssko til dig selv eller andre, bliver du nødt til at måle fødderne, der skal i skoene. Med barfodssko er det ekstra vigtigt, at der er plads nok til tæerne, men samtidigt skal skoen sidde ordentligt fast på foden. Derfor er det vigtigt at finde en sko, der passer til netop din fod.

Vi har listet fire måder, du kan måle fødderne på herunder. Den første er den mest akkurate og den sidste, den dårligste. Men de kan alle bruges afhængigt af dine udfordringer og forudsætninger. Du kan også prøve flere af dem for at dobbelttjekke dine egne resultater.

Guide til at måle fødder – 4 metoder

1. Mål dine fødder med en Plus12

Når vi modtager sko på vores lager, måler vi alle sko med en Plus12 og skriver skoenes individuelle længder i måleskemaet. Så hvis du har målt dine egne fødder ordentligt med samme måleinstrument, kan du få et ret præcist sammenligningsgrundlag.

En Plus12 er et instrument der kan måle indvendig skolængde og automatisk lægger de anbefalede 12 mm tillæg til. Den kan også bruges til at måle fødder med og er ret præcis, hvis man bruger den korrekt. 

  • Stil dig på din Plus12 med hælen mod det blå stykke. Hælen skal røre det blå, men ikke presses hårdt.
  • Tilpas måleren, så din længste tå flugter med den røde dims for enden. Din tå skal ligge ovenpå. Hvis du skal måle en børnefod kan du med fordel holde ved foden, så barnet slapper af og får en naturlig tå-position. 
  • Notér resultatet på din Plus12. Bemærk! Resultatet er IKKE din fodlængde, men den skolængde, du skal have. Du kan altså direkte sammenligne med tallene i vores måleskema.
  • Husk at måle begge fødder, da der kan være forskel.

Se evt. denne fine video, som Bosenogice har lavet, der viser det rigtig godt.

2. Tegne din fod

Denne metode kan bruges af alle og kan være meget nøjagtig. Det er dog vigtigt at du får en anden til at tegne for dig, da din fod ellers ikke er i sin naturlige position.  

Tegne rundt om din fod for at måle den
  • Stå med strakte ben og afslappede fødder på et stykke papir.
  • Brug en spids og tynd blyant eller lignende. Hold den fuldstændig vertikalt. Forsøg at tegne så tæt på foden som muligt uden at lægge for meget plads til. 
  • Husk at tegne begge fødder, da der kan være forskel.

Når du har lavet to fine tegninger, skal du måle længden fra midten af din hæl til din længste tå. Det er din fodlængde. Du skal regne med, at du lægger et par millimeter til din fods længde og bredde med denne metode. 

Se evt. denne fine video, som Bosenogice har lavet, der viser det rigtig godt.

3. Måle fødderne op ad væggen

Ved at bruge en væg som udgangspunkt, kan du måle din fodlængde med et målebånd. Husk altid at få en anden til at måle for dig, så du står i din naturlige position.

  • Tag et stykke papir og lav et mærke i den ene ende hvor midten af din hæl skal placeres. 
  • Læg papiret helt op ad en væg.
  • Stil dig på papiret med midten af hælen på det mærke, du lavede før. Din hæl skal røre væggen, men ikke presse hårdt imod. 
  • Lav et mærke hvor din længste tå slutter og mål længden mellem de to mærker. 
  • Husk at lave en opmåling for begge fødder, da der kan være forskel.

Hvis du måler dine fødder med denne metode og ved at tegne din fod, skulle du være i stand til at få ens resultater – eller meget tæt på. Det kan være smart at bruge begge metoder, så du kan se, om du har været grundig nok.

4. Male med fødder på papir

Denne metode er ikke nødvendigvis særlig nøjagtig, men den kan være en god måde at måle et lille barns fødder på, hvis alt andet fejler. Held og lykke – og husk et godt underlag og nogle gamle klude. Og træk vejret dybt.

Du kan male dine fødder på papir for at måle dem
  • Lav en leg med dit barn, hvor I smører maling på fødderne og barnet får lov at træde rundt på nogle stykker papir. 
  • Se om du kan få barnet til at gå et par skridt, hvor barnet træder normalt på sine fødder. 
  • Når du er færdig med at jagte din overstadige tumling, har vasket det værste maling af vægge, gulve og andre glatte overflader, kan du prøve at måle nogle af de tørre fodmalerier.
    Du skal så vidt muligt måle fra midten af hælen til den længste tå. Dette er fodlængden. 
  • Hvis du har gode malerier af begge fødder, så husk at måle begge fødder, da der kan være forskel. 
  • Til slut kan du skrive navn og dato på malerierne, og så har du samtidigt klaret et par hjemmelavede gaver til bedsteforældrene.

Sådan måler du bredden på dine fødder

Når vi går, splatter tæerne og forfoden ud når foden rammer jorden, og det skal der være rigelig plads til, så tæerne ikke blive trykket sammen. 

Derfor er det også vigtigt at vide, hvor brede dine fødder er. 

Den mest korrekte måde at måle din fodbredde på, er ved at måle bredden mellem de yderste metatarser (mellemfodsknogler) fra lilletå til storetå. Det er formentlig det bredeste sted på din fod, lige før tæerne starter. 

Har du fået lavet nogle fine tegninger med ovenstående metoder, kan du tage de tegninger og måle bredden på – ligesom du har målt længden.

Der er ikke én korrekt måde at måle bredden på, men gå efter at måle det bredeste sted, ligesom du kan se på tegningen herunder. 

Sådan måler du dine fødders lænmgde og bredde efter en tegning

Udfordringer ved skobredder

Det virker meget nemt, men desværre er der en stor udfordring. Når de forskellige skoproducenter oplyser skoens bredde, er det MEGET forskelligt, hvordan de har målt. Nogle mærker har ikke en gang oplyst det, så det er umuligt at vide, hvad man forsøger at sammenligne med. 

Nogle få mærker har fine beskrivelser af, hvordan du kan måle din fodbredde, men de fleste har ikke.

Men hvad gør man så?

Desværre er der ikke et universelt svar eller den perfekte løsning. Den bedste mulighed må være at læse om den sko, du påtænker at købe, og forsøge at finde ud af, hvordan de opgiver deres mål. Hos Barfodsverdenen forsøger vi at give dig så mange informationer som muligt, så du er godt klædt på til at træffe det rette valg.

Få gode råd og hjælp fra andre

Du kan også finde barfodsgrupper på facebook (f.eks. denne), og spørge om andre har erfaringer eller svar på dit specifikke spørgsmål. Der er god stemning og stor hjælpsomhed. 

Du er også meget velkommen til at skrive til os for råd og vejledning.

Prøv skoene på

Du kan også besøge os i Kolding og prøve skoene, inden du beslutter dig for at købe. På den måde er du sikker på at få et par sko med hjem, der passer. Læs mere om muligheden for at besøg os her.