Helt ny i barfodsverdenen? START HER!

Velkommen til Barfodsverdenen. Hvor er vi glade for, du er kommet forbi. Gad vide hvordan du endte her? 

Måske har du læst en masse om de der barfodssko, og nu skal det være?
Måske er du på udkig efter barnets første par sko?
Måske har du aldrig hørt om barfodssko før, men er dumpet tilfældigt ind på siden?
Måske har du fået det anbefalet af en ven, og lovede højt og helligt at læse mere om det – selvom du egentlig ikke gider?
Eller måske en masse andre grunde!

Uanset hvad er du meget velkommen, og vi vil gøre vores bedste for at gøre det til en god oplevelse for dig. 

Vi har lavet en lille trin-for-trin guide til at komme i gang med barfodssko.

En trin-for-trin guide til barfodssko

1. Er barfodssko noget for mig?

Det første du skal gøre er at finde ud af om barfodssko er noget for dig.

Det kan du blandt andet gøre ved at læse vores artikler: 

2. Find min fodtype

Hvis du beslutter dig for, at barfodssko er noget for dig, så skal du i gang med at undersøge, hvilken fodtype du har.

Vi inddeler fodtyper i kategorierne smal, medium, bred og ekstra bred. Du kan bruge vores beregner til at få en indikation af, hvilken kategori dine fødder hører under.

3. Find min størrelse

Når du har fundet din fodtype, skal du finde ud af hvilken størrelse fødder du har, så du kan finde den rette skostørrelse. 

I barfodssko er det bedst at regne størrelser i centimeter, da det er det letteste at sammenligne på tværs af forskellige skomærker.

4. Køb mit første par barfodssko

Nu hvor du både kender din fodtype og din størrelse, er du klar til at shoppe!

Hvis du ikke føler dig helt klar til at blive kastet ud i at købe dit første par sko, kan du læse mere om forskellige skomærker her.

Du kan også tage et kig i vores FAQ eller stille spørgsmål direkte til os, hvis du mangler svar på noget. 

Er du voksen og vil du gerne skifte til barfodssko?

Som voksen er det meget vigtigt, at du går langsomt til værks, når du vil skifte til barfodssko. 

De fleste voksne har gået i konventionelle sko hele deres liv, og har derfor svage fødder. Det kan tage lang tid at træne sine fødder op til at undvære støtten fra de konventionelle sko,  men det er meget vigtigt, da du ellers kan gøre mere skade end godt!

Heldigvis har vi lavet en guide til dig, der gerne vil skifte til barfodssko som voksen. 

Andres oplevelser med at skifte til barfodssko

Christian:

Jeg havde ondt i mine knæ fra jeg overbelastede dem da jeg var 15 og til jeg var 31 og begyndte at gå i barfodssko. De sidste par år havde jeg også ret store problemer med hælsporer, det gik også væk. Jeg prøvede at komme i gang med at løbe inden, men kunne ikke holde til det. Nu kan jeg løbe 6 km med en 3mm gummisål.

Karen:

Jeg har altid gået efter de mest fleksible sko både til mig og mine børn. Min mellemste på 8 år var især svær at finde sko til, som hun kunne lide at have på.

Jeg så en reklame fra en barfodsskobutik et sted for 3 år siden og tænkte, det er da det, vi skal have. Efter jeg er begyndt at bruge barfodssko, er jeg ikke vrikket om, som jeg ellers har gjort meget. Og det er ikke længere noget problem at finde behagelig sko til den mellemste.

Stine:

Jeg er hypermobil og havde gennem mange år brugt stive støvler og alverdens indlæg. Intet virkede, jeg havde ondt i fødder og ankler og vred ofte om. Til sidst blev jeg så irriteret at jeg tænkte “Nu jeg smider det hele ud, og begynder helt forfra”.

Jeg havde jo altid fået at vide, at jeg skulle sørge for at have stærke muskler i (hele) min krop, for at kompensere for hypermobiliteten. Så det ville da være logisk, at det også gjaldt for fødderne.
Hvorfor skulle de holdes fast i én position for at forhindre skader?

Man går ikke med skinner på resten kroppen for ikke at forvride den

(her taler jeg om almindelig hypermobilitet, ikke EDS). Man styrker den i stedet. Men helt bare fødder var lidt uoverskueligt.

Jeg kendte til Fivefingers, og googlede dem, og faaaaldt ned i barfodssko-kaninhullet.
Mine første barfodssko var Sole Runner Yepa.

Det første jeg husker, er at det føltes så mærkeligt, at vægtfordelingen var anderledes. Lår, bækken, ryg, ribben, skuldre. Jeg kunne mærke hvordan balanceringen af min krop blev anderledes, rarere. Og mine ryg- og lændesmerter blev hurtigt mindre. Bare sådan.

Det var bare SÅ rart at kunne mærke underlaget. Jeg opsøgte alle småsten og ujævnheder og kviste at træde på. Det var som om mine fødder vågnede.

Jeg frøs heller ikke nær så meget om fødderne, fordi de bevægede sig i skoene, i stedet for at være passivt holdt fast.

Jeg tog en lang overgangsperiode på næsten et år, for at sikre mig at mine sløve sener var med på det hele.

Hvordan har jeg det nu?

Jeg havde altid været klodset og snublede ofte før, men nu hvor jeg kunne mærke underlaget, kunne jeg langt bedre korrigere. Det betyder også at jeg næsten aldrig vrider om mere. Og når jeg en sjælden gang gør, bliver jeg bare lidt øm i stedet for at forstuve.

Jeg har brugt barfodssko i nu ca. 4 år.
Efter et godt stykke tid, jeg er ikke sikker på hvor meget, begyndte jeg at bemærke, at min svang var højere og stærkere, og min nedsunkne forfod, som jeg ellers havde fået at vide at der ikke var noget at gøre ved, blev mindsket.

Det har gjort sådan en stor forskel på min dagligdags-trivsel at mine fødder nu er stærke, fleksible og naturlige.

Som den nørd, jeg er, blev jeg så nødt til at vide alt om barfodssko, og er nu endt som admin. for facebookgruppen ‘1000 spørgsmål om barfodssko’.

I øvrigt er min søn hypermobil som jeg, og hans dom over de første barfodssko, jeg købte til ham: “MOR! Jeg vrider ikke om i dem her! Jeg vil aldrig have andre end sådan nogen her sko!”.

Monica:

Egentlig startede min interesse for barfodssko, da jeg skulle finde det første par sko til min yngste. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg faldt over barfodssko som koncept, og det lød bare helt rigtigt for mig. Hvorfor skulle jeg mase de søde perfekte fødder ned i klodsede og tunge sko? De har jo ikke brug for hjælp til at gå, det klarer de fint selv.

Efter lidt tid med baby-barfodssko begyndte jeg at tænke, at jeg måske selv skulle prøve. Efter lange overvejelser bestilte jeg mit første par, og jeg må bare sige. Følelsen af at gå den første tur ud i græsset med barfodssko på, den glemmer jeg aldrig.

Det var som om verden åbnede sig på ny, og jeg pludselig blev vækket til live igen. Alle de sanseindryk mine fødder fik. Alle de ting jeg pludselig kunne mærke – også i mine muskler. Det var vidunderligt og jeg har ikke set mig tilbage siden da.